29/09-2010, 13:37

Tættere end sædvanligt:

Vi hopper direkte hovedkulds ud i statistk-afdelingen – antal hold med 3-0 hhv. 0-3-record efter tre kampe:

2006*: 7 3-0-hold (Ravens, Bears, Bengals, Colts, Saints, Seahawks og Rams); 7 0-3-hold (Browns, Lions, Texans, Raiders, 49ers, Buccaneers og Titans)

2007: 7 3-0-hold (Ravens, Cowboys, Packers, Colts, Patriots og Steelers); 7 0-3-hold (Falcons, Bills, Bengals, Chiefs, Dolphins, Saints og Rams)

2008**: 5 3-0-hold (Bills, Cowboys, Broncos, Giants og Titans); 6 0-3-hold (Bengals, Browns, Lions, Texans, Chiefs og Rams)

2009: 7 3-0-hold (Colts, Jets, Ravens, Broncos, Saints, Vikings og Giants); 7 0-3-hold (Chiefs, Browns, Dolphins, Titans, Rams, Buccaneers og Panthers)

 

(* Cowboys, Chiefs, Raiders og Chargers havde bye i spilleuge 3 – deres resultater fra uge 4 er talt med)

(** Ravens og Texans havde pga. orkan bye i spilleuge 2 – deres resultater fra uge 4 er talt med; Ravens var ubesejret efter to uger (og vandt mødet med Texans da det blev afviklet senere på sæsonen), men tabte i spilleuge 4 til Steelers)

 

Og hvordan ser det så ud i 2010?

Antal 3-0-hold: Tre. Chiefs, Steelers og Bears.

Antal 0-3-hold? Fem. Bills, Panthers, Browns, Lions og 49ers

 

Ud af 32 hold har 24 altså både vundet og tabt kampe – hvor tallet i tre af de seneste fire sæsoner har heddet 18; og 21 i 2008.

 

Det er ikke bare en lettere uforudsigelig sæson – Chiefs 3-0? 49ers 0-3? – men også en sæson hvor holdene ser ud til at være tættere end tidligere.

 

Og hvor mange af 3-0-holdene kommer så på 4-0? Chiefs har bye i denne uge og skal så op mod Colts, Steelers har en svær kamp mod Ravens, mens Giants venter Bears. Baseret på modstanderne er det vel næsten Bears der har størst chance for at gå 4-0.

 

Any Given Sunday – er det ikke vidunderligt?

 

Logisk konsekvens i San Francisco:

Noget måtte der ske. For en måned siden var 49ers nævnt som den helt store favorit i den svage NFC West-division. Rams var og er i genopbygning, Seahawks reelt set ligeså efter kæmpe udskiftning i truppen og ny head coach og Cardinals havde sagt farvel til flere profiler. 49ers derimod var forstærket. 8-8 sidste år skulle forbedres i år efter at den offensive linje var blevet adresseret i draften med de to førsterundevalg Anthony Davis og Mike Iupati og med en hel training camp til Michael Crabtree burde han også være bedre end sidste år.

 

Og hvad sker der så? Total, absolut ydmygelse i Seattle i uge 1, ærgerligt nederlag i hjemme mod Saints i uge 2, og så igen en kæmpe ydmygelse i uge 3 i Kansas City.

 

Det er helt skidt på flere punkter. Angrebet var hamrende ineffektivt, bortset fra kampen mod Saints og det forsvar, der burde være så dominerende, har tilladt 29 points i snit pr. kamp – flest i ligaen sammen med Buffalo Bills. Dertil kommer et hav af fejl og uro både på og udenfor banen.

 

Konsekvensen kom mandag. Mike Singletary slog søndag efter kampen fast at han stadig havde tiltro til offensive coordinator Jimmy Raye, men efter at have set kampen igennem ændrede den holdning sig altså, og Jimmy Raye blev mandag fyret. Logisk udgang og formentlig også den rigtige.

 

Men løser det så problemerne? Quarterbacks-coach Mike Johnson overtager jobbet og skal altså nu være offensiv playcaller, men han har ingen erfaring som offensive coordinator, så det er lidt af et wild card.

 

Quarterback Alex Smith har formentlig kun denne sæson til at bevise sit værd som fremtidens mand i San Francisco, så at han får en playcaller der har arbejdet med ham personligt kan måske give en lille ”edge”. Men kikser det, og kommer 49ers ikke i slutspillet – og det kan nås endnu, ikke mindst pga. divisionen, selvom Seahawks ser stærkere ud end forventet – kan både Smith og Singletary være fortid i klubben efter sæsonen.

 

Dermed ikke sagt at det nødvendigvis er ”playoffs or bust”, men holdet skal have etableret en identitet på begge sider af bolden, der giver grund til at tro på at det i hvert fald næste år kan blive slutspil. Men så alligevel – det var vel reelt set netop det de gjorde sidste år?

 

What a difference a year (or two) makes:

Tre spillere med tre forskellige veje til hvor de står nu:

For to år siden sad den ene i fængsel, den anden startede sin første kamp i sin collegekarriere mens den tredje med knæproblemer gik ind til hvad der viste sig at være hans tredje MVP-sæson i NFL.

 

For et år siden kæmpede den første for at få styr på sit ry efter at være kommet ud af fængsel og blevet signet af Eagles, mens den anden startede sin første kamp i sin NFL-karriere, og den tredje gik i gang med hvad der endte som MVP-sæson nummer fire.

 

For en måned siden stod den første foran en backup for en ung lovende quarterback hos Eagles, mens den anden blev spået til at få svært ved bare at være en game manager, der undlod at lave fejl for sit hold. Og den tredje skulle atter bære holdet på sine skuldre.

 

Nu står de så her, efter tre uger af 2010-sæsonen. Philadelphia Eagles’ Michael Vick, New York Jets’ Mark Sanchez og Indianapolis Colts’ Peyton Manning. Og hvad er det så disse tre spillere har tilfælles, når nu ikke det kan siges at være fortiden?

 

Ja, bortset fra at de alle er førsterundevalg (Vick og Manning valgt med 1st overall, Sanchez 5th overall), så er de tre uger inde i sæsonen de tre eneste quarterbacks, der ikke har lavet en turnover, og de har alle leveret umådeligt imponerende kampe, der har ført deres hold til sejre.

 

Vick, der blot skulle være backup for Kolb har i 2½ kamp kastet seks touchdowns og løbet et ind selv, og Sanchez har, efter en skidt kamp i sæsonpremieren, kastet tre touchdowns mod Patriots og Dolphins i vigtige sejre indenfor divisionen, mens Manning tre kampe i træk har kastet tre touchdowns og nul interceptions.

 

Sanchez har godt nok blot kastet for 550 yards, mens Vick og Manning er foran ham med hhv. 750 og 1013 yards, og Sanchez har da også nydt godt af både et stærkt forsvar og et løbeangreb, hvor LaDainian Tomlinson (som nævnt i sidste uges tilbageblik) ser stærkere ud end længe set, men Sanchez er altså ikke blot en game manager. Det var han i uge 1 – og det gik galt. Han har fået lov at tage chancerne dybt, og han har da bestemt også været heldig undervejs med ikke at blive intercepted, men Sanchez har større ære af Jets’ 2-1-record, end mange vil give ham pga. forsvaret.

 

Vick ser bedre ud end nogensinde. Han ligner rent faktisk en pocket passer og løber kun når det er nødvendigt. Han havde flere chancer i søndagens sejr over Jaguars til at tage benene på nakken, men han blev tålmodigt i lommen og sendte nogle kanonkugler af sted til bl.a. DeSean Jackson og Jeremy Maclin, der med hhv. 2 og 4 touchdowncatches har grebet alle Vicks touchdownkast. Vick snitter 8,4 yards pr. attempt, hele 1,2 yard højere i snit end hans hidtil højeste i karrieren og hans 60,7% completion er over 4 procent bedre end hans hidtidige karrierehøjeste.

 

Er Peyton Manning nogensinde set bedre? Well, 2004-sæsonen er nok svær at kategorisere som dårligere, men Manning har efter tre kampe ramt på 69% af sine kast, lidt højere end sidste år, og er markant bedre end sidste år, hvor han tog sin fjerde MVP-titel.

 

Dermed ikke sagt at han vil tage sin femte i år – det er alt for tidligt at sige noget (men watch me try længere nede, ikke desto mindre) – for forudsætningerne sidste år var anderledes end i år. I år ved vi hvad Manning har at arbejde med på receiverpositionen; og undervurdér ikke dét at Manning fik fabelagtig produktion ud af Pierre Garcon og Austin Collie (der efter tre kampe fører hele ligaen i receiving yards, catches og touchdowns (sidstnævnte kategori delt med tre andre)). Nåja, og så talte en 14-0-start nok heller ikke ligefrem imod Manning.

 

Award-sektionen:

Det var alt for tidligt at begynde at uddele priser i sidste uge, og det er det også stadig i denne uge – men det skal ikke afholde mig fra at gøre det. Men først nogle for denne uges præstationer.

 

Rundens mest imponerende præstation: Peyton Hillis

Det kan godt være at Baltimore Ravens’ løbeforsvar ikke længere er så stærkt som det tidligere har været, men derfor var Peyton Hillis’ præstation for Browns i weekenden stadig umådeligt imponerende. 144 yards med et snit på 6,5 yards pr. carry med et touchdown oveni mod Ravens – for et hold hvor han reelt set var den eneste trussel. Wow,

 

Rundens bedste kamp: Atlanta Falcons @ New Orleans Saints 30-27 OT

Igen i denne uge en overtidskamp. Ikke altid velspillet, og der var nogle grimme interceptions, men for pokker da, hvor var den spændende, og Hartleys brændte field goal i overtiden var prikken over i’et. Sean Paytons timeout på Bryants field goal viste sig dyr, da sparket blev blokeret, og umiddelbart herefter sparkede Matt Bryant så bolden op mellem stængerne for sejren.

 

Rundens catch: Tony Moeakis én-hånds catch for touchdown

Ikke så meget andet at sige end: Find videoen og se det – wow!

 

Rundens detalje: Lækre fødder på Saints’ special teams

Thomas DeCoud bliver ramt på læggen af bolden efter et punt, og rookie Jimmy Graham og long snapper David Kyle får i fællesskab fat i den fumble, der er konsekvensen af at DeCoyd bliver ramt. Fantastisk spil af rookien og lækre lækre fødder af den tidligere linebacker, Kyle, der nu udelukkende fungerer som long snapper.

 

Rundens overraskelse: Washington Redskins @ St. Louis Rams 16-30

Når Rams vinder er det en overraskelse. Jeg havde godt nok forudset sejren i mit Week">http://www.nflxpert.com/ekspert/blogs/week-3-preview">Week 3 Preview, men derfra og så til at det sker er der stadig et stykke – og at de skulle vinde så sikkert som de gjorde, med Steven Jackson på bænken i anden halvleg, havde jeg i hvert fald ikke forudset. Tillykke til Rams og Bradford – der skal nok komme endnu flere af dem med tiden!

 

Rundens skuffelse: San Francisco 49ers

Et touchdown på kampens sidste spil reddede lidt – meget lidt – af æren, men 10-31 er stadig for ringe mod Chiefs.

 

Rundens dumhed: Eli Mannings håbløse interception

Jeg tror næsten at selv Brett Favre ville krumme tæer hvis han så det. På 2-yard linjen ved stillingen 0-3 i første quarter, skal man ikke tage en så dum chance som lillebror Manning gjorde. Det er tredje down, og bliver du sacked har I et kort field goal – accepter det i stedet for at forsøge et håbløst venstrehåndskast. Jason McCourty interceptede Mannings forsøg på at få bolden hen til Kevin Boss, og Giants kom ikke på tavlen før midtvejs i anden quarter.

 

Og så til de øvrige priser. Disse skal ses som her-og-nu-uddelinger; ikke bud på hvem jeg tror på ender med priserne – i parentes hvem jeg havde til prisen i sidste uge):

 

Most Valuable Player: QB Peyton Manning, Indianapolis Colts (Matt Schaub, Texans)

Jeg ville foretrække at have en fra et af 3-0-holdene her, og Jay Cutler må da også nævnes som en kandidat, men det var forsvaret, special teams og et hav af Packers-fejl der sikrede sejren i mandags, ikke Cutler. Chiefs er 3-0 på en holdpræstation, og Steelers pga. forsvarets spil – og fair eller ej, så taler historien imod at defensive spillere bliver NFL MVP. Colts står og falder stadig med Manning, der fører ligaen i passer rating, touchdowns og færrest turnovers (sammen med Vick og Sanchez).

 

Offensive Player of the Year: QB Peyton Manning, Indianapolis Colts (ingen ændring)

Ikke meget har ændret sig her i den forgangne uge, og argumenterne er i princippet nævnt ovenfor. Det er en pris hvor stats gerne er afgørende, og selvom der er flere running backs med flotte sæsoner, så ligger denne umiddelbart også til Manning i øjeblikket.

 

Defensive Player of the Year: OLB Clay Matthews III, Green Bay Packers (ingen ændring)

Matthews blev holdt nogenlunde i skak mandag, og registrerede ingen sacks – men ikke desto mindre er han stadig suverænt i spidsen i den kategori, to sacks foran en gruppe på fem spillere.

 

Offensive Rookie of the Year: RB Jahvid Best, Detroit Lions (ingen ændring)

Sam Bradford spillede sig betydeligt tættere på med sejren søndag og C.J. Spiller kan også være værd at holde øje med efter præstationen mod Patriots. Best imponerede ikke mod Vikings og måtte udgå med en skade, men han har stadig, set over tre kampe, den bedste rookiesæson på den offensive side af bolden.

 

Defensive Rookie of the Year: FS Earl Thomas, Seattle Seahawks (Ndamukong Suh, Lions)

Suh fik den i sidste uge pga. mangel på bedre – Thomas’ præstation søndag med to interceptions mod Chargers, herunder den der lukkede kampen på fjerde down kort før tid, var bedre. 21 tacklinger (tredjeflest blandt rookies), 4 passes deflected (tredjeflest) og 2 interceptions (delt flest) er det blevet til hidtil for Seahawks’ førsterundevalg.

 

Comeback Player of the Year: QB Michael Vick, Philadelphia Eagles (ingen ændring)

Jeg begynder så småt at tro på at Vick kan holde fast i denne titel året ud. Wes Welker var for anden kamp i træk relativt anonym, mens Vick fortsætter med at imponere. Ingen andre end de to virker i øjeblikket relevante i forbindelse med denne pris.

 

Coach of the Year: Todd Haley, Kansas City Chiefs (Gary Kubiak, Texans)

Det er med blandede følelser at jeg sætter Haley på toppen her, men 3-0 med et hold som flere nok nærmere havde spået til 0-3, er imponerende. Haley har gjort meget galt i sin tid i Kansas City, og jeg ville selv have givet en større offensiv rolle til Jamaal Charles; omvendt brugte han alt for lang tid på at indse at Derrick Johnson var en spiller der skulle starte på forsvaret. Jeg tvivler på at Chiefs kan holde dampen oppe hele sæsonen – dertil har de for dårligt spil på quarterbackpositionen – men her og nu er det Haley, der har håneretten i forbindelse med de beslutninger han har taget.

 

Power rankings:

Hermed mit ydmyge bud på hvor holdene står efter uge 3. Vær endelig uenig og brok løs.

1. (6 op) Pittsburgh Steelers (3-0) – Viste noget bid på angrebet, men det er forsvars show all the way.

 

2. (2 op) Indianapolis Colts (2-1) – Den offensive linje er stadig en bekymring, men Manning er nu engang Manning, og Colts derfor blandt de store favoritter.

 

3. (2 op) New York Jets (2-1) – Mark Sanchez er så småt begyndt at vinde kampe for dette hold. Det kan blive farligt.

 

4. (3 ned) Green Bay Packers (2-1) – 18 penalties og en dum turnover til sidst. Turnovers kill ya’, men det gør penalties altså også.

 

5. (1 op) Baltimore Ravens (2-1) – Det blev sværere end forventet, men Flacco kom i gang og viste god kemi med Boldin. Der venter et brag på søndag mod Steelers!

 

6. (6 op) Atlanta Falcons (2-1) – Hjælp fra Saints eller ej, så var sejren aldeles fortjent.

 

7. (5 ned) New Orleans Saints (2-1) – Januar og februar er vist langt væk, hva’ Garrett Hartley?

 

8. (5 ned) Houston Texans (2-1) – Texans kom ned på jorden igen, men 2-1 er stadig flot med det kampprogram de har haft.

 

9. (ingen ændring) New England Patriots (2-1) – 38-30 over Bills; seriously? Bills får lov at score 30 points? Hvor er forsvaret??

 

10. (3 op) Chicago Bears (3-0) – Beklager, men jeg er stadig ikke solgt på dem.

 

11. (1 ned) Miami Dolphins (2-1) – Du skal kunne gøre det bedre i afslutningen end det der, Chad Henne.

 

12. (2 op) Minnesota Vikings (1-2) – De fik den tiltrængte sejr, men der er stadig store spørgsmålstegn på angrebet; Adrian Peterson er bare ikke et af dem.

 

13. (2 ned) Cincinnati Bengals (2-1) – Ryger nedad trods sejr; det var simpelthen for grimt det der, Bengals. Carson Palmer ligner ikke fremtidens mand under center for tiden.

 

14. (6 ned) San Diego Chargers (1-2) – For mange turnovers på angrebet og for dårligt arbejde på special teams. Chargers har tilladt tre returntouchdowns i år. Uacceptabelt.

 

15. (1 op) Dallas Cowboys (1-2) – Flot og fortjent sejr over Texans ændrer ikke på helhedsindtrykket af de første tre uger.

 

16. (1 op) Tennessee Titans (2-1) – Chris Johnson har kurs mod 400 carries i år; og det er for meget på langt sigt. Pt. står og falder holdet dog med ham.

 

17. (3 op) Philadelphia Eagles (2-1) – Udraderede Jaguars, og hører måske til højere oppe med Vick under center. Men lad os ikke glemme at deres sejre er kommet mod Lions og Jaguars.

 

18. (3 op) Kansas City Chiefs (3-0) – Slow and steady wins the race, og Chiefs klatrer op af mine rankings “slow and steady”. Flot sejr, men jeg tror stadig ikke på dem på længere sigt.

 

19. (5 op) Seattle Seahawks (2-1) – God sejr over Chargers, men jeg tvivler stadig på hvor langt Seahawks kan komme i år.

 

20. (3 op) Denver Broncos (1-2) – Kravler opad trods nederlag; kasteangrebet er the real deal, og der er ingen skam i at tabe til Colts – slet ikke når man yder god modstand undervejs.

 

21. (6 ned) Washington Redskins (1-2) – Hvor er det hold der slog Cowboys?

 

22. (4 ned) New York Giants (1-2) – Aaalt for mange personlige fejl.

 

23. (1 ned) Tampa Bay Buccaneers (2-1) – Ingen skam at tabe til Steelers, men behøvede det være så stort et nederlag.

 

24. (4 op) Arizona Cardinals (2-1) – Fik foræret sejren af Raiders.

 

25. (6 ned) San Francisco 49ers (0-3) – Sikken skuffelse 49ers har været.

 

26. (5 op) St. Louis Rams (1-2) – Play it again, Sam. Bradford fik sin sejr, og Rams slog atter Redskins; to af de seneste fire sejre har været mod holdet fra hovedstaden.

 

27. (ingen ændring) Oakland Raiders (1-2) – Puha, Sebastian Janikowski; sådan en skal sidde der!

 

28. (2 op) Cleveland Browns (0-3) – Ydede god modstand, men det var alligevel ikke nok mod Ravens.

 

29. (3 ned) Detroit Lions (0-3) – Stafford og Best tvivlsom til uge 4. Angrebet begynder at smuldre. Sejrene kommer, men det varer nok lidt længere end jeg troede.

 

30. (5 ned) Jacksonville Jaguars (1-2) – Jack Del Rio og David Garrard er væk efter denne sæson.

 

31. (2 ned) Carolina Panthers (0-3) – Clausen viste noget i anden halvleg, men der er lang vej tilbage for holdet.

 

32. (ingen ændring) Buffalo Bills (0-3) – Bliver formentlig her til de vinder en kamp. I det mindste var der fremskridt på angrebet.