Artikler » NFL
NFL Honors: Rodgers, Brees, Suggs m.fl. hædret
Ikke overraskende blev Green Bay Packers' quarterback Aaron Rodgers natten til søndag dansk tid kåret til NFLs mest værdifulde spiller, MVP, anno 2011.
Ved et stort anlagt show, NFL Honors, med Alec Baldwin som vært, blev Rodgers med 48 stemmer fra de, af Associated Press, 50 udvalgte journalister, der dækker NFL, en sikker vinder af titlen, der er Rodgers' første. Aaron Rodgers sluttede sæsonen med den bedste passer rating af en quarterback over en hel sæson, i NFL-historien, da han med 122,5 slog Colts-quarterback Peyton Mannings tidligere rekord. Den fornemme passer rating blev sikret via 4643 passing yards, 45 touchdowns og blot 6 interceptions på 502 kast, hvoraf 68,3% (343) blev completed i 15 kampe.
At Rodgers fik prisen var ikke nogen større overraskelse, efter han klart distancerede sin på papiret største konkurrent, Saints-quarterback Drew Brees, ved afstemningen til NFLs All-Pro-mandskab i sidste måned.
Brees fik de resterende to stemmer i MVP-afstemningen, men kunne dog glæde sig over for anden gang i karrieren, at blive kåret til NFLs Offensive Player of the Year, efter en sæson hvor han slog Dan Marinos legendariske rekord for flest passing yards i en sæson. Brees tog også denne titel i 2008, da han blev den blot anden quarterback i historien til at krydse 5000 yards. Aaron Rodgers fik syv stemmer til titlen, mens Brees fik de resterende 43.
På den defensive side af bolden blev Baltimore Ravens' Terrell Suggs kåret til Defensive Player of the Year. Suggs noterede sig for 14 sacks, forcerede syv fumbles og lavede to interceptions på et forsvar, der rangerede som ligaens tredjebedste i tilladte yards pr. kamp. Suggs modtog 21 stemmer, syv flere end Vikings' defensive end Jared Allen - foruden disse to modtog også 49ers' Justin Smith, Navorro Bowman og Patrick Willis, samt Packers' Charles Woodson og Giants' Jason Pierre-Paul stemmer.
De to priser for bedste offensive og defensive rookie gik som ventet til hhv. Panthers-quarterback Cam Newton (47 stemmer) og Broncos-linebacker Von Miller (39 stemmer). Bengals-quarterback Andy Dalton fik de resterende tre stemmer til Offensive Rookie of the Year, mens 49ers' stærke pass rusher Aldon Smith fik de resterende 11 stemmer til Defensive Rookie of the Year.
Detroit Lions' quarterback Matthew Stafford blev kåret til Comeback Player of the Year med 21 stemmer - fem flere end Browns' linebacker D'Qwell Jackson. Panthers' wide receiver Steve Smith, Giants' quarterback Eli Manning, Broncos' defensive end Elvis Dumervil samt Patriots' linebacker Andre Carter fordelte de øvrige 13 stemmer imellem sig.
Jim Harbaugh, San Francisco 49ers' første-års head coach, blev i klar stil kåret til Coach of the Year med 45 stemmer. Packers' Mike McCarthy (3) og Broncos' John Fox (2) tog de resterende fem stemmer.
Tilføj kommentar
Læs kommentarer (0)
NFL - seneste nyheder
Flere nyheder (kategori: NFL) »
Alle kategorier
NFL
NCAA
Draft
Optakter
| NFL 2011/12 - Optakt |
06/09
|
| NFL Playoffs 2010/11 - Optakt |
07/01
|
| NFL 2010/11 Optakt |
10/09
|











