NFC North » Chicago Bears

Chicago Bears

Chicago Bears, analyse

Af Peter Jensen

 

Angrebet:

At én eller to skader er nok til at ødelægge et holds sæson blev understreget i Chicago sidste år. Efter 11 runder, ti kampe for Bears, lå holdet lunt i svinget til en plads i slutspillet med en 7-3-record. Så gik quarterback Jay Cutler ned med en brækket tommel på sin højre hånd og missede resten af sæsonen, og få kampe senere var det så running back Matt Forté, der gik ned med en knæskade og måtte se på udefra i resten af sæsonen. Fem kampe og fem nederlag senere var slutspillet langt væk, og end ikke en snæver sejr nytårsdag over Vikings, der i det mindste sikrede en 8-8-record var nok til at slette følelsen af at det var en forspildt chance. Ineffektivt quarterbackspil var i høj grad medvirkende til at det gik galt for Bears, og backup Caleb Hanie er da også blevet udskiftet til denne sæson.

 

Også udenfor banen er der sket et skifte, da general manager Jerry Angelo lidt overraskende blev fyret og erstattet af Phil Emery. Offensivt trak Mike Martz sig fra posten som offensive coordinator og gav plads til offensive line-coach, den tidligere Vikings-head coach, Mike Tice.

 

Jay Cutler er tilbage under center for Bears og det lover godt for holdet. På trods af at Cutler leverede relativt middelmådigt spil overordnet set nåede Bears altså en 7-3-record og Cutler er klart i stand til at præstere bedre end han gjorde sidste år – hans bedste præstation var klart hans sidste, sejren over Chargers. Cutler er en gunslinger, der ikke er bange for at tage chancen dybt – beslutningerne er dog til tider lidt tvivlsomme. Det er dog svært at klandre ham for tvivlsomt spil med tanke på at han i det meste af sin tid i klubben har været omgivet af middelmådigt talent på angrebet – en dårlig offensiv linje og en svag receivergruppe. Han kan dog glæde sig over at i hvert fald én af de ting ser bedre ud i år.

 

Hanie røg ud som backup og ind er kommet Jason Campbell. Det tidligere førsterundevalg blev siet fra hos Raiders og tog lidt overraskende til takke med et job som backup for en etableret starter, fremfor at søge efter et job med mulighed for at starte. Campbell giver noget tiltrængt kvalitet bag Cutler.

 

Da Cutler spillede hos Broncos havde han i Brandon Marshall et glimrende mål, der i to sæsoner med Cutler under center, greb 206 bolde for 2590 yards og 13 touchdowns. Nu er de to blevet genforenet hos Bears efter klubben tradede sig til ham hos Dolphins, hvor han ikke passede ind i den nye trænerstabs filosofi. Mens det er bekymrende at både Broncos og Dolphins indenfor få år har valgt at skippe Marshall videre, og må få en til at stille spørgsmålstegn ved om Marshall simpelthen er for problematisk udenfor banen, så er hans talent på banen svært at komme udenom, og han har potentialet til at overtage enkelte kampe. Kan han og Cutler genfinde kemien fra tiden i Denver kan det blive særdeles farligt for modstanderne.

 

Devin Hester åbner sæsonen som toer, og Bears’ trænerstab bliver ved med at vise en mærkværdig tiltro til den stærke returner. Man kan intet tage fra Hester som returner, men som receiver lader han meget tilbage at ønske, og det virker efterhånden som om staben bare stædigt vil bevise at de har ret ved at blive ved med at give ham chancen – som om de mener at hvis bare han får bolden i hænderne så kan han skabe mirakler, ligesom han kan som returner, og når folk sparker væk fra ham på punts, så må de holde ham involveret på angrebet for at han får chancerne. Earl Bennett, Cutlers holdkammerat i college hos Vanderbilt, er for nu tredjereceiver, men også holdets andetrundevalg Alshon Jeffery presser på for spilletid, og det vil ikke være nogen overraskelse hvis han er andetvalg inden sæsonen er slut.

 

Siden Greg Olsen blev skippet til Panthers har det set lidt tvivlsomt ud på tight end-positionen, og Kellen Davis går ind til sæsonen som starter. Davis er ganske solid i de fleste af spillets facetter, men han er på ingen måde et ekstraordinært talent, og spørgsmålet er om ikke han primært skal gøre sig som blokeringsspiller for at hjælpe Bears’ horrible offensive linje. Den tidligere Steeler Matt Spaeth er førstereserve, og han har hovedsageligt set spilletid som blokeringsspiller.

 

Running back Matt Forté er ligesom Cutler klar til at vende tilbage efter at have fået sæsonen afsluttet før tid. Forté modtog Bears’ franchise tag og underskrev efter en længere kamp gennem medierne med holdet, en fire-årig aftale på sidstedagen for aftaler for franchise taggede spillere. Forté er en glimrende back, der både løber og griber bolden glimrende, og også generelt gør det godt når han skal blive inde for at beskytte Cutler. Fortés skade sidste år kom lige inden han krydsede de 1000 yards for sæsonen – 203 carries for 997 yards og tre touchdowns (og også lige inden han krydsede 500 receiving yards – 52 catches for 490 yards med ét touchdown). Han vil i år blive aflastet af Michael Bush, der er kommet til fra en backuprolle hos Raiders. Hos Bears vil Bush gå ind som goal-line back, og det må formodes at betyde at Forté igen i år må tage til takke med en del yards, men få touchdowns.

 

Den forfærdelige pass protector J’Marcus Webb på left tackle har i årevis været et af de svageste led i en svag enhed, men bliver ved med at få chancer for at bevise sig selv – han har holdet det tidligere førsterundebust Chris Williams bag sig i training camp og sikret sig starterpladsen i en uinspirerende positionskamp. Williams åbnede sidste sæson som left guard, men den position overtages i år af Chris Spencer. Spencer åbnede sidste sæson som reserve, men gled ind som right guard da pladsen som right tackle blev ledig. I år rykker han så til venstre side. Center Roberto Garza og right guard Lance Louis var begge forfærdeligt spillende sidste år. Louis åbnede sæsonen som right guard, men overtog siden på right tackle, hvor lavpunktet blev nået mod Chiefs i uge 13 – her tillod Louis hele fem sacks. Indvendigt på linjen kan han beskyttes bedre, men han vil stadig være et af mange svage led. Sidste års førsterundevalg Gabe Carimi nåede blot at spille i alt 100 snaps i sidste sæson, over holdets første to kampe, inden sæsonen blev afsluttet af en skade. Tilbage på 100% vil han igen glide ind på right tackle, hvor han bør kunne etablere sig som bedste mand på linjen. Edwin Williams og Chilo Rachal (tidl. 49ers) giver dybde sammen med Chris Williams.

 

Forsvaret:

Det er defensiven, der er styrken på Bears’ hold, og selvom alderen er begyndt at presse på enkelte steder – især linebackerkæden – er der ikke umiddelbart grund til at formode at Bears tager et stort skridt tilbage i år. Den defensive front fik tilført Julius Peppers forud for sidste sæson, og Peppers skuffede ikke i sin første sæson hos klubben og med 11 sacks, 3 forced fumbles, 5 hits og hele 53 pressures viste han sig som en konstant trussel i modstandernes backfield, der ofte krævede opmærksomhed fra mere end én modstander, og dermed gav plads til medspillerne. På den anden side af linjen vil Israel Idonije åbne sæsonen som starter, men den stærke run stopper kan hurtigt blive presset bagfra af førsterundevalget Shea McClellin. McClellin var umiddelbart et bedre fit i et 3-4-forsvar, men Bears slog alligevel til i første runde og har installeret ham som 4-3-defensive end, og hans rolle vil være som situational pass rusher til at starte med. Gør han dog godt hér kan han dog gøre sig fortjent til udvidet spilletid, og presse Idonije.

 

Indvendigt på linjen havde Henry Melton en fin, men stadig ret overset, sæson sidste år, hvor han især viste sig frem som en stærk interior rusher. I løbespillet holdt han fin stand, uden at dominere, men var der én spiller på linjen, der så ud til at nyde godt af den ekstra opmærksomhed Peppers fik, så var det Melton, der fik et mindre gennembrud – men har potentiale til at blive endnu bedre. Stephen Paea er udset som startende nose tackle, men vil misse de første uger af sæsonen med en skade. Det giver Matt Toeaina pladsen som starter i de første uger, men han er ikke noget specielt talent, og det ligner klart en svækkelse af den defensive front. Amobi Okoye gjorde god figur i sidste sæson for Bears i begrænset spilletid, men valgte fortsatte alligevel karrieren hos Buccaneers, som dog fritstillede ham kort før sæsonstart – og så slog Bears til og hentede Okoye tilbage.

 

Middle linebacker Brian Urlacher har gennem offseason kæmpet med den knæskade han pådrog sig i sidste sæsons sidste kamp. Undervejs har han taget turen til Europa for at få en alternativ behandling, der kunne hjælpe knæet med at gå i orden, men genoptræningen er trukket ud og Urlacher selv har erkendt at knæet næppe bliver det samme igen. Han vil formentlig, i bedste fald, være begrænset deltager tidligt i sæsonen, og det er en klar bekymring for Bears, der i givet fald må give Blake Costanzo – en god special teamer, men middelmådig forsvarsspiller – spilletid. Urlacher er den mest komplette af Bears’ linebackers, og gør det godt både mod løb og kast – knæproblemerne kan dog give ham problemer med at gentage sit gode spil fra sidste år. Weak side linebacker Lance Briggs er ligesom Urlacher stærk mod løbet, og kan også gøre det pænt i opdækning, uden dog at nå Urlachers niveau. Strong side linebacker Nick Roach er ligeledes en solid run stopper, men han bidrager ikke med meget andet og tages typisk af banen på åbenlyse kastedowns. Geno Hayes, der var en del af Buccaneers’ svage forsvar i sidste sæson, giver rutineret dybde, men er ikke startermateriale.

 

I det bageste forsvar havde cornerbacks Charles Tillman og Tim Jennings begge en glimrende 2011-sæson. Jennings var én af blot to faste startere på cornerback-positionen, der ikke tillod et eneste touchdown sidste år, mens Tillman blot tillod ét i hele sæsonen (til Vincent Jackson). Begge var solide i opdækning, men så også godt ud i run support, og bag dem har Bears god dybde med D.J. Moore og Kelvin Hayden (der ligesom Jennings startede karrieren hos Colts). Safeties Major Wright og Chris Conte går ind til deres hhv. tredje og anden sæson i ligaen, og skal begge hæve niveauet i år. Efter en solid rookiesæson tog Wright et lille skridt tilbage i 2011, men potentialet er der til at levere en klart bedre sæson. Ligesom Wright så Conte kun begrænset spilletid som starter pga. skader, og Conte er tvivlsom til starten af denne sæson efter at have slået skulderen af led i preseason. Bag de to giver Craig Steltz, der gjorde det godt sidste år da han fik chancen, og undrafted free agent Jeremy Jones dybde.

 

Special teams:

Kicker Robbie Gould er længe været guld værd for Bears. Mens han blot var 6 af 10 fra 40 til 49 yards sidste år hamrede Gould alle sine seks forsøg fra 50+ yards ude mellem stængerne og sluttede med 28 af 32 succesfulde forsøg. Siden 2006 har Gould ramt på min. 83,3% af sine spark i hver sæson, og 25 af 30 i 2010 er hans statistisk dårligste sæson med undtagelse af rookiesæsonen i 2005.

 

Punter Adam Podlesh rangerede som nummer seks i ligaen i nettosnit sidste år med 40,4 yards og snittede 43,9 yards pr. punt, med 21 spark indenfor 20-yard linjen og kun fire touchbacks på 89 spark. Podlesh kæmper med en skade i sin ene hofte, og kan risikere at misse starten af sæsonen. Hvis han gør det ventes undrafted rookie Ryan Quigley at overtage jobbet indtil Podlesh er klar.

 

Devin Hester er fortsat ligaens bedste returner. Ingen returner aftvinger så meget respekt fra modstanderne – og på trods af det samlede Hester tre return touchdowns sammen, to på punt returns (hvor han snittede 16,2 yards pr. return på 28 forsøg) og et på kick returns (hvor han snittede mere menneskelige 21,9 yards pr. return på 33 forsøg).

 

Kampprogram:

Week 1: vs. Colts

Week 2: @ Packers (TNF)

Week 3: vs. Rams

Week 4: @ Cowboys (MNF)

Week 5: @ Jaguars

Week 6: Bye

Week 7: vs. Lions (MNF)

Week 8: vs. Panthers

Week 9: @ Titans

Week 10: vs. Texans (SNF)

Week 11: @ 49ers (MNF)

Week 12: vs. Vikings

Week 13: vs. Seahawks

Week 14: @ Vikings

Week 15: vs. Packers

Week 16: @ Cardinals

Week 17: @ Lions

 

Do-or-die player: DE Israel Idonije

Breakout player: DT Henry Melton

Rookie impact: WR Alshon Jeffery

 

Konklusion:

Med Jay Cutler og Matt Forté tilbage i folden og tilgangen af Brandon Marshall bør Bears’ angreb vise fremgang i den kommende sæson, og med et forsvar der – uanset om Urlacher er på 100% eller ej – fortsat ser stærkt ud, er der masser af potentiale for en stærk sæson for Bears. Den offensive linje er fortsat en stor bekymring, men det er der intet nyt i, og Bears har formået at overkomme det de seneste år – dybden i linebackerkæden er også bekymrende, og især hvis Urlacher er nødt til at sidde kampe over.

 

Kampprogrammet byder på en overkommelig start med hjemmekampe mod Colts og Rams – Packers venter dog på udebane blot fire dage efter kampen mod Colts, og fokus kan risikere at være på divisionsopgøret. Alt andet end minimum en 2-1-start vil dog være en skuffelse, og trods udebane mod både Cowboys og Jaguars skal Bears have minimum tre sejre ved bye week. Efter friugen venter et ganske hårdt program, hvor hjemmekampen mod Panthers, besøget hos Titans, de to kampe mod Vikings og besøget hos Cardinals er de mest overkommelige kampe. Der er dog ingen af kampene, der på papiret ser helt umulige ud, og både ude mod 49er og hjemme mod Seahawks er der også chancer, mens Bears også bør være i stand til at sejre minimum én gang mod Lions.

 

Bears har skitsen på plads til en stærk sæson, og hvis alt klapper kan de sågar yde modstand til Packers i toppen af divisionen. Som udgangspunkt må de dog formentlig kæmpe med Lions om andenpladsen i divisionen.

 

Vores bud på Bears' record i år:

Henrik: 12-4

Peter: 10-6

Jesper: 9-7

Jonathan: 8-8

Analyser af de andre hold i NFC North

Detroit Lions
Green Bay Packers
Minnesota Vikings

Trup-ændringer

Spillere ind
QB Jason Campbell, RB Michael Bush, RB/KR Lorenzo Booker, WR Brandon Marshall, OG Chilo Rachal, DE Cheta Ozougwu, ILB Blake Costanzo, OLB Geno Hayes, WR/KR Eric Weems
 
Spillere ud
QB Caleb Hanie, RB Marion Barber, WR Roy Williams, DT Anthony Adams, CB Corey Graham, SS Brandon Meriweather
 
 


Kampprogram


Fredag den 14. september 2012
02:20 Green Bay Packers-Chicago Bears

Tirsdag den 2. oktober 2012
02:30 Dallas Cowboys-Chicago Bears

Søndag den 7. oktober 2012
22:05 Jacksonville Jaguars-Chicago Bears

Søndag den 4. november 2012
19:00 Tennessee Titans-Chicago Bears

Tirsdag den 20. november 2012
02:30 San Francisco 49ers-Chicago Bears

Søndag den 9. december 2012
19:00 Minnesota Vikings-Chicago Bears

Søndag den 23. december 2012
22:25 Arizona Cardinals-Chicago Bears

Søndag den 30. december 2012
19:00 Detroit Lions-Chicago Bears

NFL 2012/13

Aktuelle picks

Der er i øjeblikket ingen aktuelle tips fra NFL-eksperterne.

Se tidligere tips