Af Peter Jensen

 

Angrebet:

Det er nye tider i Indianapolis. For første gang siden 1997-sæsonen sluttede Colts i 2011 som ligaens dårligste hold – sæsonen udstillede i høj grad flere ting omkring Colts. Dels i hvor høj grad holdet var bygget op omkring Peyton Manning – en succesfuld strategi gennem 13 sæsoner, ikke mindst de ni sæsoner i træk med en slutspilsplads fra 2002 til 2010, herunder syv divisionstitler i disse år; men også en strategi, der viste at der ingen reel ”plan B” var – dels i hvor høj grad Team President Bill Polian (og dennes søn, general manager Chris Polian) havde fejlet i forbindelse med draften i de senere år.

 

Der var stort set ingen unge kræfter til at træde i karakter, og indtil flere missede førsterundevalg i træk er en katastrofe for ethvert hold – running backs Joseph Addai og Donald Brown, der samlet løb for 1078 yards og seks touchdowns var de største, og vel i praksis tæt på ”eneste” bidragsydere blandt førsterundevalgene siden Dallas Clark i 2003 (og selv Clark, der missede fem kampe med en skade, var en skygge af sig selv når han var på banen).

 

Head coach Jim Caldwell blev fyret, det samme blev Polian og søn. Senere fulgte en massiv oprydning i truppen og et følelsesladet pressemøde da Colts, som ventet, annoncerede at de ville fritstille Peyton Manning.

 

En hård beslutning på ethvert plan – Manning har været symbolet på Indianapolis Colts, både nationalt og (især) lokalt. Colts’ hjemmebane Lucas Oil Stadium, der i februar var vært for Super Bowl, ville næppe være blevet bygget hvis ikke det var for Manning.

 

Trods ansættelsen af Ryan Grigson, der tidligere sad i Eagles’ front office, som ny general manager, og den tidligere defensive coordinator for Baltimore Ravens, Chuck Pagano, som ny head coach, var det ejer Jim Irsay, der tog beslutningen – det skulle ikke være Grigson, general manager for første gang, fuldstændig ny i byen, eller Pagano (head coach for første gang og helt ny i byen) der skulle sende det måske mest kendte NFL-navn nogensinde, på porten; i al fald ikke officielt.

 

Beslutningen var uundgåelig, og det var den rigtige – med tanke på at Colts sad på førstevalget i 2012-draften. Det topvalg var nemlig ikke som ethvert andet – ”Suck for Luck”-kampagnen havde kørt gennem to stive sæsoner, hvor Panthers-fans i 2011 blev ”snydt”, da Stanford-quarterback Andrew Luck annoncerede at han tog endnu en sæson i college. I 2012 kørte kampagnen i medie- og fankredse på fuld tryk, og de dårligste holds fans kunne acceptere et nederlag lidt bedre end normalt, da det trods alt øgede muligheden for at man kunne komme i position til at vælge spilleren, der generelt blev betragtet som det mest NFL-klare quarterback-prospect siden... ja, selvfølgelig – Peyton Manning.

 

Skæbnens ironi ville så at det skulle blive netop Colts, der skulle ende som ligaens dårligste hold og komme i position til at vælge Luck – og beslutningen var, uanset hvad der måtte blive sagt, enkel. I Luck har man netop fået en spiller, der har alle værktøjer til at starte fra dag 1 med succes. Fabelagtige lederegenskaber kombineret med teknik som en veteran er den helt rigtige cocktail for at kunne opbygge et dynasti omkring én spiller – på samme måde som Colts gennem 13 sæsoner gjorde det med Manning.

 

Luck skulle ikke vente længe med at give en prøve på sin kunnen og allerede i Colts’ første preseasonkamp satte han en tyk streg under hvorfor han blev betragtet som et så godt prospect i draften, som han blev. Det var alle de små ting – alle de ting, som rookiequarterbacks bare ikke bør kunne – som han mestrede, og de tendenser fortsatte i resten af preseason.

 

Det betyder ikke at Luck er på vej til Hall of Fame; det betyder ikke at Luck går i Pro Bowl, hverken i år – eller nogensinde; det betyder sågar ikke at Colts kommer til at vinde mange kampe i år (Colts gik fx også kun 3-13 i Mannings første sæson). Alt kan ske og intet er sikkert, men Colts’ splinternye angreb, under ledelse af rutinerede Bruce Arians (Peyton Mannings første offensive koordinator, og de seneste år koordinator for Pittsburgh Steelers’ angreb) bør være i gode hænder. Som backup til Luck har Colts hentet det tidligere Detroit Lions-andetrundevalg Drew Stanton, der dog blot har startet fire kampe siden han blev valgt af Lions i 2008, og ikke kommer i nærheden af Luck talentmæssigt.

 

Grigson satte gennem sin første offseason, og især i draften, fuldt fokus på angrebet – og helt specifikt på allerede fra år 1 at give de byggeklodser på angrebet, som Luck har brug for, så de kan udvikle sig sammen. De startende receivers er dog gengangere fra det tidligere regime – den pålidelige veteran Reggie Wayne, der trods tre forskellige quarterbacks i sidste sæson, greb bolde for 960 yards, den unge og talentfulde, men hjernerystelsesramte Austin Collie, der i preseason blev ramt af sin fjerde hjernerystelse på 21 måneder. Collie bør være klar til sæsonstart, men han er lidt skrøbelig, og der er ingen garanti for at han holder hele sæsonen – når han er på banen har han dog vist sig som Lucks yndlingsmål i kastespillet, og holder han til 16 kampe ligner han en garant for min. 1000 receiving yards. Den hurtige, men skadesplagede, Donnie Avery, fører an i gruppen af reserver, hvor dog også både LaVon Brazill og T.Y. Hilton – begge rookies – bør kunne se en del spilletid. Kris Adams runder listen af receivers af.

 

Luck spillede hos Stanford et offensivt system, der gjorde heftigt brug af to tight ends, og Grigson har gjort sit for at give Luck muligheden for også at gøre det hos Colts. Både Colts’ andet- og tredjerundevalg blev således brugt på tight ends – Coby Fleeners, Lucks holdkammerat fra Stanford, i første runde, og Dwayne Allen i anden runde. Begge bør se store roller i år, men Fleener er favoritten til at føre an af de to tight ends, både pga. kemien mellem ham og Luck, og pga. systemet, hvor Allen i højere grad end Fleener ventes at blive brugt som blokeringsspiller.

 

Running back Donald Brown er ligeledes en af de efterhånden få tilbageværende spillere fra Bill Polian-tiden. Det tidligere førsterundevalg, der overordnet set har været en klar skuffelse, greb Lucks første kast i NFL, i den første preseasonkamp – en kort screen, som han omsate til et langt touchdown. Brown har dog i bund og grund vist sig som et ret middelmådigt talent, der primært er starter i mangel af bedre. Rookie Vick Ballard og third-down back Mewelde Moore, som Arians har taget med sig fra Steelers, bør også få en del spilletid i år, mens sidste års fjerderundevalg Delone Carter formentlig har brug for mindst én skade for at få en nævneværdig rolle.

 

Den offensive linje er den offensivt klart største svaghed på holdet. Center Jeff Saturday er skiftet til Green Bay Packers, og selvom man har fundet en solid erstatning i den undervurderede Samson Satele, så er det en klar nedgang i talent. Sidste års førsterundevalg Anthony Castonzo vil bemande left tackle, og han er umiddelbart bedste mand på linjen. Andetrundevalget i sidste års draft, Ben Ijalana, pådrog sig i training camp sin anden alvorlige knæskade, og blive waived/injured (og røg på injured reserve). Officielt vil han stadig være en Colt, men faktum er at det kræver et mirakel for ham at være en del af Colts’ mandskab i næste sæson. Grigson tradede sig til right tackle Winston Justice hos sin gamle klub, og mens Justice måske er bedre end hvad Colts havde i forvejen, og ellers har, på positionen, så vil han umiddelbart bedre som reserve end som starter. På left guard starter Jeff Linkenbach, der startede samtlige holdets kampe i sidste sæson på tackle – hvor han både nåede at bemande højre og venstre side – og var suverænt svageste mand i pass protection på holdet. På right guard er Mike McGlynn kommet til fra Bengals – også McGlynn er et ganske middelmådigt talent. Dybden udgøres af Joe Reitz, der tabte kampen om left guard til Linkenbach efter ellers at have været nogenlunde anstændig sidste år, samt Seth Olsen og AQ Shipley indvendigt, mens Mike Person, der var til overs hos 49ers, agerer backup på ydersiden.

 

Forsvaret:

Med tilgangen af Chuck Pagano er der nye tider i vente på forsvaret. Fra det konservative 4-3-forsvar, indført under Tony Dungy og videreført da Jim Caldwell blev ny head coach, er det nu det blitz-glade 3-4-forsvar, som man kender fra Baltimore Ravens, der er i vente. Med sig fra Baltimore har Pagano taget veteranen Cory Redding, der bemander den ene defensive end i tremandsfronten. Redding har et indgående kendskab til systemet, var fortsat uhyre velspillende, både som pass rusher og (især) mod løbet, i en starterrolle for Ravens i sidste sæson, og ligner en nøglespiller på forsvaret under i hvert fald de første år af det nye regime. Det tidligere andetrundevalg Fili Moala, der har leveret skidt spil i sine første sæsoner for Colts, vil bemande den anden starterplads i den defensive front, og skal til at træde i karakter – der er dog potentiale for fremgang, da han ligner et bedre fit i det nye system. Hans første sæsoner giver dog ikke de store forhåbninger for et stort år for ham. Sidste års tredjerundevalg Drake Nevis kan presse på at overtage jobbet hvis ikke Moala hæver niveauet. Nevis var ét af få lyspunkter i sidste sæson, i begrænset spilletid.

 

Foruden Redding tog Pagano også nose tackle Brandon McKinney med sig fra Ravens, men McKinney er ude for sæsonen med en skade, og det efterlader Antonio Johnson som den klare starter i midten af den defensive front. Johnson havde et nogenlunde 2010, men var én af mange spillere, der havde en forfærdelig sæson sidste år. Johnson bakkes op af Martin Tevaseu, der blev samlet op kort før sæsonstart efter Jets (der trænes af Paganos forgænger hos Ravens, Rex Ryan) fritstillede ham. Rookie Josh Chapman, der er et spændende nose tackle-prospect, åbner sæsonen på PUP-listen, og kan altså tidligst komme i aktion i syvende spillerunde.

 

De to store profiler på forsvaret i de seneste år, pass rushers Dwight Freeney og Robert Mathis, er i det nye system konverteret til outside linebackers; Freeney vil indtage den rolle Terrell Suggs har spillet hos Ravens, hybrid-”Elephant”-positionen, hvor han både vil line op som defensive end og outside linebacker, mens Mathis indtager den rolle Jarret Johnson har gjort sig bemærket i; Mathis vil dog i modsætning til Johnson også blive på banen på åbenlyse kastedowns for at komme efter quarterbacken – om han vil blive brugt ligeså meget i opdækning som Johnson må tiden vise. Det tidligere førsterundevalg Jerry Hughes får formentlig sin sidste chance for at gøre sig bemærket i år – Hughes har været en gigantisk skuffelse, men er et godt fit i 3-4-forsvaret, og har i preseason haft lidt momenter, der kan give forhåbninger om at han er klar til at præstere.

 

Indvendigt i linebackerkæden var Pat Angerer udset til at være omdrejningspunktet i forsvaret, men en brækket fod vil koste ham som minimum de første uger af sæsonen. I hans sted vil Jerrell Freeman, der er kommet til fra CFL, indtage starterpladsen ved siden af 2010-syvenderundevalget Kavell Conner. Det er ikke den mest opsigtsvækkende linebackergruppe, og medmindre den defensive front træder i karakter, er der grund til at være bekymret. Omvendt er det svært ikke at have lidt tiltro til at Pagano kan få stablet et anstændigt forsvar på benene med lappeløsninger i år, hvor han må klare sig med nogle lidt tvivlsomme talenter.

 

At Ryan Grigson har været en travl general manager understreges af at han i denne offseason har foretaget ikke færre end fire handler, der har hentet en cornerback til Indianapolis – tre af disse er kommet på det endelige roster. Den mest opsigtsvækkende af disse var handlen i august for Miami Dolphins’ Vontae Davis – for et andetrundevalg i næste års draft. Davis var bedste mand i det bageste forsvar hos Dolphins sidste år, og har potentialet til på dagen at lukke ned for selv de bedste receivers (mens Jets’ Darrelle Revis har haft problemer med Bills’ Steve Johnson holdt Davis ham sidste år til fire catches for 51 yards på 12 kast, med to interceptions og to forsvarede kast, og Wes Welker blev i to kampe holdt uden et catch på tre forsøg når bolden blev kastet efter ham i Davis’ opdækning). Davis og Dolphins’ nye trænerstab fandt dog aldrig fælles fodslag og Colts slog til og hentede den talentfulde, men ustabile cornerback til Indianapolis. Davis bemander den ene starterplads mens Jerraud Powers, der var én af de to bedste i Colts’ secondary sidste år, starter på den anden side. Cassius Vaughn – hentet i en trade med Broncos – de tidligere Rams-cornerbacks Justin King og Josh Gordy (sidstnævnte hentet i en trade) giver dybde. Rammer en skade vil King formentlig være ”first man up”.

 

Antoine Bethea, der sammen med Powers skilte sig positivt ud i det bageste forsvar sidste år, er fortsat starter på free safety, mens han har fået Tom Zbikowski – endnu en tidligere Raven, der har taget turen til Colts sammen med Pagano – som makker. Joe Lefeged og den tidligere Patriot Sergio Brown giver dybde. Samlet bør Colts’ secondary stå stærkere i år – her hjælper det ligeledes at Pagano har en fortid som secondary-coach, selvom især dybden stadig er tvivlsom.

 

Special teams:

Det kan godt være at Adam Vinatieri runder 40 år til december, men han er stadig én af ligaens mest pålidelige kickers, og har fortsat benstyrke nok til at ramme fra over 50 yards ude. Over de seneste to sæsoner er det blevet til 49 field goals på 55 forsøg med 2 af 3 fra 50+.

 

Vinatieris benstyrke overgåes dog af ungdommen i form af punter Pat McAfee, der på den baggrund tager sig af kickoffs, foruden sin tjans som punter. McAfee havde en fornem 2011-sæson, hvor det ineffektive Colts-angerb gav masser af muligheder for at sparke bolden til modstanderne – på 88 punts noterede McAfee sig for et snit på 46,6 yards pr. punt, men en dårlig coverage-enhed trak nettosnittet ned til 39,2 yards pr. punt.

 

Colts’ returnenhed har længe været blandt ligaens mest middelmådige (længste return sidste år var på 32 yards), men der er håb for fremgang på den konto i år. De to rookie-receivers LaVon Brazill og TY Hilton er således begge nogle spændende returners, der kan booste enheden – samtidig er der nogle solide special teamers blandt reserverne på holdet.

 

Kampprogram:

Week 1: @ Bears

Week 2: vs. Vikings

Week 3: vs. Jaguars

Week 4: Bye

Week 5: vs. Packers

Week 6: @ Jets

Week 7: vs. Browns

Week 8: @ Titans

Week 9: vs. Dolphins

Week 10: @ Jaguars (TNF)

Week 11: @ Patriots

Week 12: vs. Bills

Week 13: @ Lions

Week 14: vs. Titans

Week 15: @ Texans

Week 16: @ Chiefs

Week 17: vs. Texans

 

Do-or-die player: OLB Jerry Hughes

Breakout player: DE Fili Moala

Rookie impact: QB Andrew Luck

 

Konklusion:

Et katastrofalt 2011 kan vise sig at være præcis dét der skulle til for Indianapolis Colts. Der var brug for en ny start, og med et topvalg i draften og valget af Andrew Luck står Colts med gode kort på hånden til at gennemføre en succesfuld genopbygning af holdet. Men hvad betyder det for holdets chancer i år? Der er en klar forventning om – og rigelig med grund til at have tiltro til – at Andrew Luck kan etablere sig som en glimrende quarterback allerede i sin første sæson, og med et forbedret angreb, og et forbedret forsvar bør Colts være klart stærkere end sidste år.

 

Dermed ikke sagt, at Colts er klar til at gå hele vejen til Super Bowl i år – så langt fra. Der er klare bekymringer på den offensive linje og store dele af angrebet er stadig ungt – og defensivt er der et nyt system, som ikke umiddelbart er et godt fit til alle. Forsvaret er nok forstærket med nogle spændende navne, men samlet er det stadig en lappeløsning.

 

Med en sidsteplads i divisionen og AFC East og NFC North på programmet er kampprogrammet ikke det allerhårdeste, og opbygningen af det er heller ikke helt dumt. Mens Luck ”vokser op” sammen med angrebet venter hjemmekampe mod Vikings, Jaguars, Browns og Dolphins i de første ni uger, samt et besøg hos Jets – kampe, der alle kan vindes. I de sidste otte kampe, hvor angrebet så småt må begynde at være godt kørende venter et besøg hos Jaguars og en hjemmekamp mod Bills – og ellers en del svære kampe. Til gengæld kan der være overraskelser at hente hér hvis Lucks udvikling går som ønsket, og fx Houston Texans har aldrig formået at vinde to kampe over Colts i samme sæson – og er på programmet to gange i de sidste tre uger. Af de fem hold, der starter en rookie-quarterback i år er Colts ét af to, der ser ud til at være mest forbedret på kort sigt, og selvom ikke meget skal kikse før det ender med 4-5 sejre, så er der potentiale nok, alene takket være Andrew Luck, til 7+ sejre – og sågar slutspil. Det er et klart best-case scenarie, men det skal ikke udelukkes helt – vi har set masser af rookie-quarterbacks finde vej til slutspillet i de senere år (Matt Ryan, Joe Flacco, Mark Sanchez og Andy Dalton som faste startere – og T.J. Yates for Texans sidste år som deltidsstarter; alle indenfor de seneste fire sæsoner).

 

Vores bud på Colts' record i år:

Jesper: 8-8

Henrik: 8-8

Peter: 7-9

Jonathan: 6-10

Analyser af de andre hold i AFC South

Houston Texans
Jacksonville Jaguars
Tennessee Titans