AFC South » Jacksonville Jaguars

Jacksonville Jaguars

Jacksonville Jaguars, analyse

Af Peter Jensen

 

Angrebet:

Efter optræk til en slutspilsoptræden i 2010, hvor Jaguars indtil kort før afslutningen på den regulære sæson lå godt til i toppen af AFC South, var det i dén grad tid til at starte op på en frisk i 2011. Med valget af quarterback Blaine Gabbert i draften og fyringen af David Garrard blot en uger før starten af sæsonen var det umiddelbart klart for udenfor stående, at 2011-sæsonen bød på genopbygning, selvom det faktum at stort set hele holdet, med undtagelse af Garrard, var intakt, fik nogle til at mene at Jaguars var en contender i AFC South.

 

De, der gjorde sig de tanker måtte dog hurtigt sande at det ikke var tilfældet. Efter en sejr i første spillerunde bød de efterfølgende fem spillerunder på nederlag, og en overtagelse af starterjobbet for Blaine Gabbert, der i stort set samtlige sine starter lavede nogle få spil, der viste hvorfor han blev taget tidligt i draften, men ellers viste sig som en af ligaens allerdårligste startende quarterbacks.

 

Under pres smuldrede Gabberts spil, og tvivlsom beslutningstagen og teknik – fodarbejde især – kombineret med dårlig pocket presence, gjorde at Gabbert sluttede med sidst i både passer rating og yards per attempt i ligaen.

 

Fyringen midtvejs i sidste sæson af head coach Jack Del Rio havde været længe undervejs, og var en logisk konsekvens af flere års underpræsteren fra holdet. Mike Mularkey, der de seneste år har styret Atlanta Falcons’ angreb, er ny mand i jobbet, og han bør kunne bidrage positivt til Gabberts udvikling. Spørgsmålet er så blot om de største spørgsmålstegn ved Gabbert – ikke mindst hans beslutningstagen under pres – er noget, som Mularkey og hans trænerstab kan få rettet op på, eller om det er noget der sidder dybere end som så.

 

De tidlige indikationer har dog været solide. Gabbert har ifølge flere meldinger leveret en pæn training camp, og trods nogle tvivlsomme perioder har han set langt mere selvsikker ud i preseasonkampene, og sågar holdt på bolden til sidste øjeblik og accepteret at et stort hit følger.

 

Den tidligere Miami Dolphins-quarterback Chad Henne er ny backup for Gabbert og bidrager med startererfaring skulle Gabbert gå ned med en skade – eller spille så dårligt, at det er nødvendigt at skifte ud. Henne har aldrig været nogen stor stjerne på positionen, og er ustabil, men som backup og ”spot starter” kunne Jaguars godt have gjort det dårligere.

 

Gabberts nyfundne selvtillid kan meget vel tilskrives Jaguars’ førsterundevalg Justin Blackmon. Den store receiver, der de seneste to år har taget titlen som collegefootballs bedste wide receiver, mens han har spillet i Oklahoma States højproduktive angreb med Browns’ Brandon Weeden som quarterback, har vist overraskende gode takter. Blackmon har overtaget Roddy Whites rolle i Mularkeys angreb som go-to-guy på de korte ruter, som Gabbert kaster ganske pænt. At han samtidig har glimrende hænder og har grebet stort set alt har kun hjulpet, og da han kombinerer det med en solid fysik, der tillader ham at bryde fri af tacklinger og gør ham svær at få ned kan Blackmon blive et stærkt våben for Gabbert. Spørgsmålet er dog så også om ikke Blackmon næsten er den eneste. Laurent Robinson, som Jaguars er uvisse grunde overbetalte slemt i free agency i år – inden de havde drafted Blackmon, så formentlig fordi de ville give Gabbert et godt våben – har været ganske anonym, og den tidligere så skadesplagede receiver kan snildt vise sig at have været et one-year wonder, der nød godt af at spille i et stærkt kasteangreb med andre gode våben omkring sig, der krævede mere opmærksomhed. Robinson har mere fart i stængerne, men Gabbert er bedre på de korte kast, og det er ikke her Robinsons force ligger. Sidste års fjerderundevalg Cecil Shorts har overhalet slot receiver Mike Thomas som tredjevalg – og selv det tidligere andetrundebust Brian Robiskie kan tænkes at se mere spilletid end Thoms. Kan Robinson finde kemien med Gabbert ser det nogenlunde ud, men hvis ikke er der kun Blackmon at kaste til, og det bør modstanderne før eller siden være i stand til at lukke ned for.

 

Tight end Marcedes Lewis havde en dybt skuffende 2011-sæson. Efter at have grebet 10 touchdowns i 2010 var han en non-faktor sidste år, hvor det blot blev til 39 catches for 460 yards og nul touchdowns. Lewis er bedre end sidste sæson viste og med formodet bedre spil fra quarterback-positionen og Mularkeys system, der passer bedre til Gabbert, bør han kunne genfinde lidt af niveauet fra tidligere. Han må dog formodes at være bag både Blackmon og Robinson når boldene skal fordeles. Bag Lewis er der stort set intet at komme efter af nævneværdig kvalitet på positionen.

 

Den store historie gennem offseason i Jacksonville – og en af de helt store i NFL – har været running back Maurice Jones-Drews holdout. Jones-Drew, én af de mest produktive running backs over de seneste år, en énmandshær for Jaguars, der har løbet for mindst 1324 yards og fem touchdowns de seneste tre sæsoner, og sidste år førte ligaen i rushing yards, ville have en ny kontrakt – eller i hvert fald betales bedre end han står til i de sidste to år af den aftale han signede i 2009 – men Jaguars havde ingen intentioner om at imødekomme ham, og det førte til et langt holdout, der først blev afsluttet 2. september. Jones-Drew ventes at agere third-down back i sæsonpremieren og spilletiden herefter er fortsat ret usikker. Backup Rashad Jennings vil varetage jobbet mens Jones-Drew får sat sig ind i Mularkeys playbook og kommer i form til at spille på fuld tid, og heldigvis for Jaguars er det en solid backup de har i Jennings – som starter er han dog ret uprøvet. Jennings missede hele sidste sæson med en knæskade, men har lignet en spiller på 100% gennem preseason. I sine første to sæsoner i ligaen så Jennings kun begrænset spilletid bag Jones-Drew – men startede tre kampe i 2010 – men snittede solide 5,2 yards pr. carry i 2009 og 5,5 i 2010. Det skal dog bemærkes at i sine tre kampe som starter blev det blot til 3,9 yards pr. carry (178 yards på 46 carries) med ét touchdown. Ikke uacceptabelt, men trods alt ikke over 5 yards pr. carry. Dertil kommer at Jennings i kastespillet slet ikke kommer i nærheden af Jones-Drews niveau. Montell Owens, der primært har gjort sig som fullback hidtil, agerer backup for Jennings. Owens har blot 14 carries i fire sæsoner, så Jaguars har i allerhøjeste grad brug for Jones-Drew og Jennings, så Owens ikke skal i aktion. Den stærke run blocker Greg Jones er fortsat fullback, og bør være en god hjælp for Jennings.

 

Center Brad Meester er den mest rutinerede i gruppen af offensive linjemænd, og havde igen en solid sæson sidste år. På left guard er Jason Spitz røget ud for sæsonen, mens sidste års tredjerundevalg Will Rackley er røget på injured reserve med en skade – Rackley var dog sidste år det klart svageste led på holdet blandt starterne. De skader har tvunget Eben Britton til at skifte fra hans hidtidige right tackle-position til left guard. Britton, et andetrundevalg i 2009, der missede en stor del af sidste sæson med en skade, vil dermed line op lige ved siden af førsterundevalget fra 2009, left tackle Eugene Monroe. Monroe havde i al stilfærdighed en solid 2011-sæson, og er effektiv både i pass protection og som run blocker. På højre side af linjen vil Uche Nwaneri atter bemande right guard, hvilket han gjorde på ganske anstændig vis sidste år. Brittons positionsskifte betyder at Cameron Bradfield, undrafted free agent sidste år, glider ind på right tackle. Bradfield viste gode takter i begrænset spilletid sidste år (fik dog to kampe fra start), og imponerede især i pass protection. Guy Whiper, der startede 15 kampe i sidste sæson, herunder 14 på right tackle, er degraderet til backup efter en horribel sæson. Dybden på linjen er ikke imponerende, heller ikke hvis man ser bort fra Whimper. To undraftede free agents fra i år bakker op indvendigt, og skulle Eugene Monroe gå ned med en skade vil Bradfield formentlig rykke til left tackle, hvor han havde én af sine to starter sidste år.

 

Forsvaret:

En chokerende 12-7-sejr over Baltimore Ravens i syvende spillerunde sidste år var i allerhøjeste grad forsvarets fortjeneste (kombineret med en elendig præstation af Ravens). Defensive coordinator Mel Tucker var på den baggrund en logisk midlertidig head coach da Jack Del Rio blev fyret. Han fik dog ikke jobbet fast, men er blevet hos Jaguars, hvor han har fået tilføjet titlen som assisterende head coach koordinatorjobbet.

 

Tucker kan line en solid defensiv linje op når løbet skal stoppes – når quarterbacken skal jagtes ser det dog lidt mere tvivlsomt ud. Jeremy Mincey havde en flot gennembrudssæson sidste år med otte sacks, 11 hits og 38 pressures. Det blev kombineret med stærkt spil mod løbet, og Mincey gjorde sig dermed fortjent til en ny stor kontrakt i årets free agency. Andetrundevalget Andre Branch åbner sæsonen på den anden defensive end, selvom det lidt kan være i mangel af bedre. Branch er bedst som pass rusher, og ville nok være bedst tjent med et job som situational pass rusher i år, mens han arbejder på sit spil mod løbet. Skader på defensive end – hvor den stærke situational pass rusher John Chick åbner sæsonen på PUP-listen og George Selvie er ude i de første uger af sæsonen, mens førstereserve Austen Lane har misset tre uger af preseason – har dog tvunget Branch ind i startformationen. Han vil dog formentlig dele snaps med Lane i løbet af året.

 

I midten af linjen var Terrance Knighton en stærk run stopper sidste år. Vægtproblemer udenfor banen og en opereration i sit ene øje i offseason efter en hændelse udenfor banen har dog kastet starterjobbet til C.J. Mosley, der viste sig som en solid run stopper i begrænset spilletid sidste år. Tyson Alualu, det overraskende 2010-førsterundevalg, havde et forfærdeligt 2011 og fortsatte dermed de dårlige takter fra sæsonen forinden. Kan Knighton genfinde sit spil, mens Alualu fortsætter sit uimponerende spil kan Knighton få mulighed for at se en del spilletid i år alligevel.

 

Linebackerkæden tog et stort skridt frem sidste år. Middle linebacker Paul Posluszny var en glimrende tilføjelse, der er god i alle spillets facer, men især imponerede når han droppede tilbage i opdækning. Strong side-linebacker Daryl Smith har i flere år været én af ligaens mest undervurderede spillere. Ligesom ”Poz” er Smith stærk i alle faser af spillet og de to er begge every-down linebackers. Weak-side linebacker Russell Allen spiller stort set kun på tidlige downs, men tages af banen i nickel-formationer. Allen overtog starterjobbet fra en skadet Clint Session sidste år, og med Session på PUP-listen står Allen altså til at åbne sæsonen som starter – og det er sandsynligt at han også beholder jobbet selv når/hvis Session kommer tilbage. Allen er klart svageste led blandt starterne, men han er stadig en solid run stopper, og da det er på tidlige downs han primært vil se spilletid, er Jaguars også fint kørende med ham som starter. Dybden er mere tvivlsom med to undraftede free agents fra i år, J.K. Schaffer og Julian Stanford, som backups, sammen med 2010-undrafted free agent Kyle Bosworth.

 

I Jaguars’ secondary er Aaron Ross kommet til fra Super Bowl-vinderne New York Giants, og tager den ene starterplads. Det tidligere førsterundevalg har kæmpet med at se spilletid hos Giants indtil sidste år, hvor skader tvang ham ind i startopstillingen. Spillemæssigt er Ross bedst mod løbet, uden dog at falde igennem på kastespil, og han vil spille på ydersiden i baseforsvaret, og rykke indvendigt i nickelformationer. Den talentfulde, men skadeplagede, Derek Cox starter på den anden side af banen. Cox har kæmpet med en skade gennem training camp, men skulle være klar til uge 1. Veteranen Rashean Mathis, der ligeledes har kæmpet med skader, åbner sæsonen som nickelback, og vil altså spille på ydersiden med Ross i slotten, når han er på banen. I sidste sæson gjorde William Middleton god figur i de otte kampe han var i aktion, herunder seks fra start, men han er i bedste fald fjerdevalg – han kæmper med Kevin Rutland, der ingenlunde imponerede sidste år, om jobbet.

 

Dawan Landry og Dwight Lowery returnerer begge som starter på de to safety-pladser. Ingen af de to leverede overbevisende spil sidste år, men gjorde det overordnet set ganske anstændigt og var ikke deciderede svagheder. Lowery, en konverteret cornerback, har sin styrke i opdækning. Chris Posinski og undrafted rookie Antwom Blake kæmper om spilletid bag starterne.

 

Special teams:

Kicker Josh Scobee var en nøglespiller i den tidligere omtalte 12-7-sejr over Ravens. I opgøret scorede Scobee tre field goals fra 50+ yards ude og tangerede dermed en NFL-rekord. Generelt havde Scobee en glimrende sæson og ramte på 23 af 25 forsøg, herunder 5 af 6 fra 50+ yards ude.

 

Mens det så godt ud på kicker-positionen var punter-situationen elendig. Det førte til et højst overraskende valg af punter Bryan Anger i tredje runde af draften. Anger er en glimrende punter, men som vi også konstaterede i vores draft review-podcasts var det bare alt for tidligt at vælge ham. Det bør dog sikre Jaguars på positionen i årene fremover – i preseason har Anger snittet fine 48,3 yards på 21 punts, med seks punts indenfor 20-yard linjen.

 

Rashad Jennings har umiddelbart været udset som kick returner, men med hans rolle på angrebet kan returnjobbet blive givet videre. Jalen Parmele og Mike Thomas – sidstnævnte agerer også punt returner – kan få chancen på kickoffs i år. Thomas’ punt return-job kan komme i fare hvis ikke han gør det bedre end sidste år, men generelt var inegn af Jaguars’ punt returnere i sidste sæson imponerende – Cecil Shorts skaffede blot 4,2 yards pr. return på 12 forsøg (Thomas 4,6 på 19).

 

Kampprogram:

Week 1: @ Vikings

Week 2: vs. Texans

Week 3: @ Colts

Week 4: vs. Bengals

Week 5: vs. Bears

Week 6: Bye

Week 7: @ Raiders

Week 8: @ Packers

Week 9: vs. Lions

Week 10: vs. Colts (TNF)

Week 11: @ Texans

Week 12: vs. Titans

Week 13: @ Bills

Week 14: vs. Jets

Week 15: @ Dolphins

Week 16: vs. Patriots

Week 17: @ Titans

 

Do-or-die player: OG Eben Britton

Breakout player: RB Rashad Jennings

Rookie impact: WR Justin Blackmon

 

Konklusion:

Blaine Gabberts udvikling (eller mangel på samme) i sidste sæson har fået mange til at spå Jaguars som NFLs prügelknape i denne sæson, og mens der er mange bekymringer – Kan Gabbert fortsætte de gode takter ind i sæsonen? Kan Maurice Jones-Drew genfinde formen uden at have deltaget i traning camp? Kan andre end Justin Blackmon hlælpe Gabbert i kastespillet? – så er der trods alt stadig et solidt forsvar til at hjælpe, og kan Gabbert hæve niveauet bare lidt i forhold til sidste år, skulle der være mulighed for at undgå en katastrofe-sæson.

 

Kampprogrammets sværhedsgrad kan tolkes både positivt og negativt – flere af de på papiret lette modstandere skal Jaguars op mod på udebane, mens der venter svære hold på hjemmebane; det øger chancen for at overraske mod de gode hold, men mindsker chancen for sejr mod de mindre gode. Vikings, Raiders, Bills og Dolphins skal Jaguars alle på besøg hos, mens hold som Bengals, Bears, Lions og Patriots kommer på besøg hos Jaguars. Dertil kommer foruden divisionsopgørene en udekamp hos Packers og en hjemmekamp mod Jets.

 

Kan Jaguars starte stærkt ud er tre sejre i de første fem kampe – hos Vikings og Colts, hjemme mod Texans, Bengals og Bears – ikke umuligt, men omvendt kan det også ende med 0-5. Der er få kampe, der på forhånd ligner klare sejre, og alt andet end et valg i top 10 i næste års draft vil være en overraskelse – og top 5 er også ganske sandsynligt, trods de positive momenter, der er omkring holdet.

 

Vores bud på Jaguars' record i år:

Jesper: 7-9

Peter: 4-12

Henrik: 4-12

Jonathan: 2-14

Analyser af de andre hold i AFC South

Houston Texans
Indianapolis Colts
Tennessee Titans

Trup-ændringer

Spillere ind
QB Chad Henne, RB Jalen Parmele, RB Keith Toston, WR Laurent Robinson, C Josh Beekman, CB Aaron Ross
 
Spillere ud
RB Deji Karim, WR Kassim Osgood, DE Matt Roth, DE Aaron Kampman, DT Leger Douzable, CB Drew Coleman, CB Ashton Youboty
 
 


Kampprogram


Søndag den 9. september 2012
19:00 Minnesota Vikings-Jacksonville Jaguars

Søndag den 23. september 2012
19:00 Indianapolis Colts-Jacksonville Jaguars

Søndag den 21. oktober 2012
22:25 Oakland Raiders-Jacksonville Jaguars

Søndag den 28. oktober 2012
18:00 Green Bay Packers-Jacksonville Jaguars

Søndag den 18. november 2012
19:00 Houston Texans-Jacksonville Jaguars

Søndag den 2. december 2012
19:00 Buffalo Bills-Jacksonville Jaguars

Søndag den 16. december 2012
19:00 Miami Dolphins-Jacksonville Jaguars

Søndag den 30. december 2012
19:00 Tennessee Titans-Jacksonville Jaguars

NFL 2012/13

Aktuelle picks

Der er i øjeblikket ingen aktuelle tips fra NFL-eksperterne.

Se tidligere tips