Af Peter Jensen

 

Angrebet:

Efter to på hinanden følgende deltagelser, og nederlag, i AFC-finalen var det tid til et reality check hos New York Jets i 2011. Rex Ryans mandskab fik udstillet nogle markante fravær, både blandt starterne og i dybden, og måtte nøjes med en skuffende 8-8-sæson, der endda blev afsluttet med tre nederlag på stribe, herunder en syngende 19-45-lussing hos Eagles.

 

En 8-8-sæson kombineret med Super Bowl-mesterskabet til bysbørnene fra Giants skulle umiddelbart foranledige én til at tro at det ville være Giants, der rendte med al opmærksomheden i offseason og op til denne sæson – sådan er det ikke blevet. På trods af at Rex Ryan i denne omgang ikke har været ude og garantere en Super Bowl-titel, har én enkelt tilføjelse til holdet garanteret at Jets vil være i mediernes spotlight stort set non-stop.

 

Med Peyton Mannings ankost hos Denver Broncos var Tim Tebow pludselig i overskud hos AFC West-mestrene (onde, men nok ikke helt uærlige, tunger vil sige at han formentlig ville være det alligevel), og Jets udnyttede muligheden for at tilføje ét af de allerstørste brands på den amerikanske footballscene til sit hold. Jets selv afviser at det giver en quarterback-kontrovers, men med et underpræsterende tidligere førsterundevalg i form af Mark Sanchez – der lidt uforståeligt fik en halvstor kontraktforlængelse i marts, formentlig som konsekvens af at Jets havde haft følere ude efter Peyton Manning, uden held – og en publikums- og seermagnet i form af Tebow er der i allerhøjeste grad lagt op til at Sanchez skal præstere for ikke at blive sat af holdet til fordel for Tebow. Fra Jets’ side fastholdes det stædigt, at holdet vil køre med to quarterbacks, der begge vil se spilletid – Tebow som Wildcat/goal line-quarterback og også som personlig oppasser på holdets punter på special teams; Sanchez i den mere traditionelle rolle – men selv wide receiver Santonio Holmes har udtrykt manglende tiltro til at et sådant system kan fungere i NFL.

 

Rytmen kan blive taget ud af angrebet hvis Sanchez har gang i en god angrebsserie og pludselig skal ud på sidelinjen ved goal line for at lade Tebow komme ind – og hvor irriterende må det ikke være for Sanchez hvis han gentagne gange fører angrebet ned ad banen for blot at se på mens Tebow får æren for et touchdown?

 

Den nye offensive koordinator, tidligere Dolphins-head coach Tony Sparano – der var med til at få Wildcat-angrebet tilbage i NFL hos Dolphins i 2008 – har efter eget udsagn en klar plan for hvordan Sanchez og Tebow skal bruges. Det er muligt at han har det – men jeg er i Santonio Holmes’ ringhjørne i denne sag, og tvivler kraftigt på at det er en holdbar løsning. Prove me wrong, Jets.

 

Når Jets går gennem luften har Sanchez (og/eller Tebow) en ret uinspirerende gruppe af spillere at kaste til. Santonio Holmes kan på dagen være uhyggeligt dominerende (men kan også enkelte dage være aldeles ubrugelig i kastespillet) og tangerede sit karrierehøjeste med otte touchdowns i sidste sæson, hvor det dog i 16 kampe blot blev til 51 catches for 654 yards. Mens han har vist sig som et godt mål i red zone, har der været gentagne situationer udenfor banen, der giver grund til bekymring – Holmes var ifølge mange meldinger årsag til store problemer i omklædningsrummet i sidste sæson, og hans udmelding, som nævnt ovenfor, om at han ikke tror på et to-quarterback-system kan fungere NFL, lover heller ikke umiddelbart godt, og må give anledning til spørgsmålstegn ved hans motivation. Samtidig har Holmes misset en del af training camp med forskellige skader.

 

Modsat Holmes var det sidste år veteranen Plaxico Burress, der startede, men han er væk og er blevet erstattet af den særdeles rå rookie Stephen Hill. Hill, der kommer fra samme college, og system, som Broncos’ Demaryius Thomas, er et farligt våben dybt i banen, men har ikke megen rutine med andet end dybe ruter, og vil formentlig levere nogle særdeles svingende præstationer. Ironisk nok kan Hills bedste chance komme med Tebow – den mest upræcise af de to quarterbacks – under center; Tebow er ikke bange for at tage chancerne dybt, og førte suverænt ligaen procentmæssigt sidste år i kast 20+ yards ned ad banen ifølge statistiksiden ProFootballFocus.com – hele 23,2% af Tebows kast var således af den dybe variant (Eli Manning med 18,5% var toer), mens Mark Sanchez kun kastede dybt på 10,5% af sine kast. Tebow var ikke specielt præcis på de dybe kast og var kun i nærheden af en receiver på lidt over 30% af de dybe kast (Sanchez 35,1%, Eli Manning 46,8%), men havde føromtalte Demaryius Thomas som det bedste våben på disse dybe kast. Hill kommer fra et ekstremt løbeorienteret collegehold, og har derfor masser af erfaring som run blocker – og han er også et fint fit i forhold til hvad Jets ønsker – at løbe bolden, og så udnytte de chancer det åbner op for i kastespillet.

 

Sidste års femterundevalg Jeremy Kerley har ligesom Holmes kæmpet med skader og således misset en stor del af training camp – og ellers ikke set imponerende ud når han endelig har været i aktionifølge lokale medier. Han udgør sammen med den tidligere Raiders-receiver Chaz Schilens – der har en massiv skadeshistorik – den umiddelbare dybde på receiverpositionen. Der er vitterligt ikke meget at rutte med hér for Jets.

 

Lidt bedre ser det ud på tight end, hvor holdets tidligere førsterundevalg Dustin Keller har vist sig som det måske mest stabile våben i kastespillet over de seneste år med 120 catches for 1502 yards og 10 touchdowns over de forgangne to sæsoner. Mens han er et solidt våben som pass catcher lader Keller meget tilbage at ønske som blokeringsspiller, hvilket er en bekymring for et hold, der vil løbe bolden så meget som Jets vil. Backup Jeff Cumberland har ikke den store erfaring og er langt fra samme talent som Keller – han er hovedsageligt brugt som blokeringsspiller, uden at han dog for alvor har vist det store her endnu.

 

Med et angreb fokuseret på løbet ville det være betryggende hvis Jets var stærkt besat på running back-positionen – det virker bare ikke til at være tilfældet. Efter en lovende start på karrieren har starter Shonn Greene efterhånden fået etableret sig som et ganske middelmådigt talent, der er afhængig af sine blokeringer. Samtidig vil han for første gang i karrieren skulle spille i et power-running scheme efter både i college og under den tidligere offensive koordinator Brian Schottenheimer at have spillet i et zoneblokeringsangreb. Mens han umiddelbart kan være et fint fit i det system er det mest relevante spørgsmål efterhånden nok om han har talentet til at bære dette angreb. Med LaDainian Tomlinson væk er Bilal Powell og Joe McKnight nu de primære backups. Sidstnævnte har vist glimt af sit potentiale, når han har fået chancen, mens Powell i sin rookiesæson kun så begrænset spilletid, men til gengæld har haft en god training camp og overtaget pladsen som primær backup for Greene, og third-down back, fra McKnight, der dog stadig bør få nogle chancer i løbet af sæsonen. Fullback John Conner viste fremgang i sin anden sæson, og selvom han ikke er dominerende, gør han sit job solidt.

 

Den offensive linje var i årevis kendetegnet på Jets’ succes. Bag spillere som left tackle D’Brickashaw Ferguson, center Nick Mangold og right guard Brandon Moore – der alle stadig er nøglespillere på linjen – samt guard Alan Faneca og right tackle Damien Woody, der begge har indstillet karrieren, nød Jets’ løbeangreb stor succes i 2009, og igen i 2010 da Matt Slauson erstattede Faneca (Fanecas nivaeu er Slauson dog aldrig kommet i nærheden af). Damien Woody stoppede forud for sidste sæson og det var allerede sidste år noget, der gav anledning til bekymring hos mig, da Wayne Hunter stod til at skulle overtage det job. Den bekymring viste sig ganske berettiget da Hunter gennem det meste af 2011 viste sig som én af ligaens dårligste tackles. Hans run blocking var ikke god, men det var i pass protection at Hunters spil faldt helt og aldeles fra hinanden – 11 sacks og yderligere 11 hits tillod Hunter, der åbnede og lukkede sæsonen med flere elendige præstationer på stribe, mens midten af sæsonen med lidt velvilje kunne karakteriseres som anstændig (bortset lige fra hans møde med Broncos’ Von Miller). Hunter har igen i preseason vist at han ikke er starterkaliber, og at Jets var bekendt med det blev også vist op til sæsonen da de handlede sig til Jeff Otah hos Panthers – det tidligere førsterundevalg, der har kæmpet med skader de seneste år, men har været en glimrende run blocker når han endelig har spillet, klarede dog ikke sit lægetjek, så handlen faldt igennem. Da det kiksede at hente én udefra, og efter Hunter faldt helt igennem mod Giants i preseason, blev konsekvensen taget og Hunter degraderet til reserve og siden tradet til Rams for de tidligere førsterundevalg Jason Smith, mens Austin Howard blev sat ind i startopstillingen – Howard er dog urutineret (fire kampe i 2010, og kun én af disse fra start) og har ikke i sin begrænsede spilletid vist at han er en væsentlig opgradering over Hunter.

 

Nick Mangold vigtighed blev vist tydeligt frem da han missede tre kampe tidligt i sæsonen – Jets havde vundet sæsonens første to kampe inden hans fravær, tabte alle tre hvor han var væk, og vandt så tre i træk da han kom tilbage. Linjens force i run blocking var stort set ikke til at se i sidste sæson, hvor Mangold sæsonen igennem var eneste spiller, der holdt niveau på det punkt – det så bedre ud når Mark Sanchez skulle beskyttes, hvis man så bort fra Hunters elendige spil.

 

Forsvaret:

Også den defensive linje blev ramt af en veterans fravær sidste sæson, der viste sig ganske vigtig – Shaun Ellis skiftede til divisionsrivalerne fra Patriots, og ganske som ventet var det et slag for linjen; og det til trods for at stort set alle mand faktisk spillede ganske godt; Ellis’ niveau kunne rookie Muhammad Wilkerson bare ikke ramme. Wilkerson havde dog en fin første sæson, som han skal forsøge at bygge videre på i år. På den anden side af linjen have Mike DeVito igen en solid sæson, hvor han især som run stopper er en stærk spiller. DeVitos glimrende evner mod løbet blegner dog målt op med nose tackle Sione Pouhas. Efter flere sæsoner i træk at have overtaget så snart Kris Jenkins gik ned med skade, uden at forsvaret mærkede det, gik Pouha sidste år ind til sæsonen som den utvetydige starter, og her hævede han blot sit i forvejen høje niveau og var en regulær force som run stopper. Pouhas impact som pass rusher er begrænset, men han er alligevel bedre end den gennemsnitlige run stopper på nose tackle. Hans preseason har dog været ødelagt af en skade i ryggen, og det kan betyde at sidste års tredjerundevalg Kenrick Ellis får mere spilletid – Ellis så ganske god ud i begrænset spilletid sidste år.

 

Linjen har i år fået tilføjet førsterundevalget Quinton Coples, en stærk pass rusher i college, der spillede både ind- og udvendigt i et 4-3-forsvar hos North Carolina. Han er et yderst spændende fit i Jets’ 3-4-forsvar, men hans spilletid kan blive lidt begrænset som rookie på en stærk linje – han bør dog komme i aktion på kastedowns, da han især som pass rusher umiddelbart tilbyder mere end de spillere Jets ellers har på linjen.

 

Der er dog også brug for et impact fra Coples, for Jets har en kraftig mangel på stærke pass rushers. Rex Ryan har længe kompenseret for den konstante trussel fra ydersiden ved at blitze løs for at skabe pres, men det kan også bare skabe nogle ufordelagtige situationer bagtil, især mod de bedre quarterbacks. Spørgsmålet er dog om Jets rent faktisk fandt en del af løsningen sidste år. Det tidligere førsterundebust for Buffalo Bills, Aaron Maybin, noterede sig for seks sacks i 13 kampe som situational pass rusher, og har på den baggrund gjort sig fortjent til en større rolle i år, selvom han formentlig fortsat på papiret kun vil være backup. De startende outside linebackers er fortsat veteranerne Bryan Thomas og Calvin Pace – Thomas missede dog en stor del af sidste sæson med en overrevet akillessene, og er i offseason også blevet opereret i sin ene skulder, og det vil formentlig føre til at han kommer på lidt skånekost i år. Jamaal Westerman, top-backup på ydersiden sidste år, er skiftet til Cardinals (via et kort ophold hos Dolphins i offseason) og det åbner op for at Maybin kan se en del mere spilletid i år, mens Garrett McIntyre giver lidt uimponerende dybde.

 

Indvendigt i linebackerkæden havde rutinerede Bart Scott en fin sæson sidste år, om end han ikke kunne ramme samme niveau som tidligere – han blev også begrænset lidt i sin spilletid og fik i offseason lov til at forsøge at finde et hold, der ville trade sig til ham. Det lykkedes dog ikke, og han er altså fortsat at finde ved siden af David Harris, der havde en skuffende sæson ovenpå at have signet en relativt stor kontrakt forud for 2011-sæsonen. Tredjerundevalget Demario Davis, der med sine 6’2 og 235 lbs er lidt undersized, åbner sæsonen som backup, men har imponeret i offseason og ligner Bart Scotts arvtager; og det skal ikke udelukkes at det allerede kan ske i løbet af denne sæson. Resten af gruppen er, foruden Josh Mauga, ikke specielt imponerende, og selv Mauga har hidtil kun vist sig frem i begrænset spilletid – og imponerede ikke i den ene kamp han fik fra start sidste år (mod Chargers).

 

Det tvivlsomme pass rush har Jets været i stand til – i hvert fald i et vist omfang – at kompensere for med et stærkt secondary. Stjernen – ikke bare i det bageste forsvar, men på hele forsvaret (og i virkeligheden også hele holdet) – er cornerback Darrelle Revis. Efter en sæson under niveau i 2010, formentlig på baggrund af et længere holdout, er NFLs absolutte top-cornerback klar til igen at lukke ned for alle spillere, han liner op imod. Revis startede sidste sæson helt forrygende, og havde efter halvdelen af sæsonen kun tilladt 120 yards på 10 completions – på 33 forsøg – uden at tillade et touchdown. Med fire interceptions oveni gav det modstandernes quarterbacks en passer rating på sølle 2,9 når de kastede mod Revis. Det absurde niveau kunne ikke holdes ved lige gennem hele sæsonen, men mindre kunne gøre det og han sluttede sæsonen med at have tilladt en passer rating på 45,6 med blot 41,2% af kast i hans retning completed. Med undtagelse af én spiller – Bills’ Steve Johnson – var Revis i stand til at lukke ned for stort set alle, der linede op overfor ham (Johnson greb 11 af 16 bolde for 159 yards og et touchdown over de to indbyrdes møder sidste år, når han linede op overfor Revis).

 

Antonio Cromartie på den anden side af banen er en solid makker til Revis, selvom han ikke når samme niveau. Cromartie tillod seks touchdown og lavede fire interceptions sidste år, men holdt dog sine direkte modstandere til at gribe bolden på blot 46,4% af kast, og havde i virkeligheden en bedre sæson end mange umiddelbart ville være tilbøjelig til at tilskrive ham – i hvert fald i opdækning. Han er stadig ikke meget værd som run stopper, da hans villighed til at gå ind og lave spillene her ganske enkelt ikke er til stede. Cromartie har været diskuteret som en mulig bidragsyder på angrebet, og vil formentlig få nogle få chancer (han var faktisk på banen til fem spil på angrebet sidste år), men andet end trickspil skal det næppe ses som.

 

På vej ind til sin tredje sæson i ligaen er det tid til at det tidligere førsterundevalg Kyle Wilson træder i karakter. Nickelbacken virker til at have masser af tillid fra trænerstaben, men hidtil har spillet på banen ikke for alvor båret præg af det. Der har dog været lidt fremgang at spore, men det er stadig et svagt punkt på forsvaret, som modstanderne kan udnytte – og Wilson får masser af spilletid på et hold, der ofte har 5+ defensive backs på banen af gangen. Resten af dybden er ikke noget at råbe hurra for heller, og nummer fire i hierarkiet, Ellis Lankster, har ikke meget andet at byde ind med end speciel teams-erfaring.

 

På safety-positionerne vil to nye spillere indtage starterpladserne. Yeremiah Bell, kommet til fra Dolphins, og LaRon Landry, tidl. Redskins, er kommet til som free agents, og er nogle spændende tilføjelser. Landry har kæmpet med skader, men kan levere glimrende spil når tingene kører for ham – Bell har været en tacklemaskine hos Dolphins, men tilbyder ikke meget andet end solidt spil mod løbet. Med en skadesrisiko som Landry er det heldigt at Jets har en erfaren backup i Eric Smith, der startede masser af kampe sidste år – uden dog nogensinde at gøre det specielt godt. Der kan komme en del rotation mellem de tre spillere, men udover Landry (der samtidig er den største skadesrisiko) ville jeg ikke være specielt tryg ved nogle af dem. Syvenderundevalget Antonio Allen faldt langt i årets draft pga. skadeshistorik, og kan muligvis blive et positivt bekendtskab, hvis han får chancen. Det er dog meget at forlange, og hans rolle vil formentlig blive begrænset til special teams, medmindre skaderne vælter det bageste forsvar.

 

Special teams:

På special teams har Jets haft kamp om jobbet som startende kicker i denne preseason. Nick Folk ramte på blot 19 af 25 forsøg sidste år (16 af 19 indenfor 50 yards), og har aldrig været specielt meget værd. Konkurrencen kom fra den tidligere Rams-kicker Josh Brown, der ikke var meget bedre sidste år med 21 af 28 forsøg ramt – begge forsøg fra 50+ yards blev brændt og mellem 40 og 49 missede han fire af 12 spark. Den uinspirerende kamp endte med Folk som vinder af jobbet.

 

I skrivende stund står Jets uden en punter, efter de har fyret T.J. Conley. En ny vil blive signet indenfor de kommende dage.

 

Jeremy Kerley og Joe McKnight var de primære returners på hhv. punts og kickoffs (også Cromartie så tid som kick returner), og ventes at fortsætte i år. Kerley snittede 10,9 yards pr. return med en 53-yarder som længste return. Kyle Wilson kan også få lidt tid som punt returner. McKnight noterede sig for et 107-yard touchdown som kick returner sidste år og sluttede med et fint snit på 31,6 yards pr. return, og var mit valg som All-Pro kick returner da jeg sammensatte mit hold ved udgangen af sidste sæson. Af alle spillere med mindst 20 kick returns overgik ingen McKnights snit eller hans fem returns for 40+ yards, og kun to af hans returns var for færre end 20 yards. Mens McKnight ikke har imponeret på angrebet har han vist masser af talent som kick returner, og han er klart bedste mand nævnt i special teams-gennemgangen her.

 

Kampprogram:

Week 1: vs. Bills

Week 2: @ Steelers

Week 3: @ Dolphins

Week 4: vs. 49ers

Week 5: vs. Texans (MNF)

Week 6: vs. Colts

Week 7: @ Patriots

Week 8: vs. Dolphins

Week 9: Bye

Week 10: @ Seahawks

Week 11: @ Rams

Week 12: vs. Patriots (Thanksgiving)

Week 13: vs. Cardinals

Week 14: @ Jaguars

Week 15: @ Titans (MNF)

Week 16: vs. Chargers (SNF)

Week 17: @ Bills

 

Do-or-die player: WR Santonio Holmes

Breakout player: OLB Aaron Maybin

Rookie impact: DT/DE Quinton Coples

 

Konklusion:

2012-sæsonen har potentialet til at blive en regulær katastrofe for Jets. Et angreb med tvivlsom kvalitet på et flertal af starterpositionerne og forfærdelig dybde – og en hensigt om at køre ground’n’pound med en uimponerende running back bag en linje, der ikke gjorde det godt i run blocking sidste år, gør det ikke bedre. To-quarterback-systemet tvivler jeg kraftigt på, og det efterlader samlet set et angreb, det er svært at være optimist på vejene af. Det efterlader et massivt ansvar på skuldrene af et forsvar, der ganske vist ser nogenlunde ud på flere positioner – defensiv linje (selv i dybden), startende cornerbacks – men stadig har indtil flere bekymringer. Linebackerkæden er aldrende, safety-duoen/-trioen er af tvivlsom kvalitet, og selvom jeg har masser af tiltro til Rex Ryans evner til at sende et godt forsvar på banen, med eller uden lappeløsninger, så kan det her godt lugte af katastrofe.

 

Kan Tony Sparano få løbeangrebet i gang og kan Mark Sanchez holde hovedet koldt når fans og medier kigger på i forventning om en sammensmeltning, der kan give Tebow chancen, så er Jets nået langt. Jeg tvivler bare på at det sker, og selvom Jets snildt kan vinde 7-9 kampe, så kan det også ende helt galt for dem.

 

Der er ikke megen hjælp at hente i kampprogrammet, hvor de første otte uger, inden bye week, byder på et besøg hos Steelers og Patriots, og besøg fra 49ers og Texans, foruden to møder med Dolphins (kampe der traditionelt har været ganske tætte, uanset niveauforskel mellem holdene) samt et Bills-mandskab, der kan blive en positiv overraskelse i år. Colts ligner heller ikke en walkover. Anden halvsæson ser lidt mere overkommelig ud, men hvis ikke Jets starter stærkt ud kan et demoraliseret omklædningsrum snildt ødelægge også de otte kampe. Hjemmekampen på Thanksgiving mod Patriots er sværeste opgør i anden halvsæson, der ikke byder på andre slutspilsmandskaber fra sidste sæson, samt tre kampe mod NFC West og besøg hos Jaguars og Titans, og en hjemmekamp i slutningen af sæsonen mod utilregnelige Chargers (der ofte slutter sæsonen stærkt af).

 

Vores bud på Jets' record i år:

Jonathan: 9-7

Jesper: 6-10

Peter: 4-12

Henrik: 4-12

Analyser af de andre hold i AFC East

Buffalo Bills
Miami Dolphins
New England Patriots